Europæisk samarbejde

Dansk Psykoterapeutforening har siden 1998 været medlem af den europæiske forening European Association for Psychotherapy (EAP).

EAP er en sammenslutning af 128 nationale foreninger for psykoterapi i Europa. EAP har til formål at støtte og promovere psykoterapi i EU samt at sikre indflydelse på den udvikling og lovgivning, der udvikles i forhold til psykoterapeutiske standarder i de europæiske lande og i EU.

Som NUO (National Umbrella Organization) er Dansk Psykoterapeutforening den forening i Danmark, der har kontakt til EAP. For at blive NUO skal man være den forening i landet med flest medlemmer samt repræsentere flere anerkendte tilgange til terapi.

Dansk Psykoterapeutforening er godkendt til at være den nationale tildelingsorganisation for det europæiske certifikat i psykoterapi for psykoterapeuter i Danmark (National Awarding Organization (NAO)). Foreningen bliver evalueret hvert 7. år.

Om EAP
  • EAP blev etableret i 1991 med det formål at støtte og promovere psykoterapi i Europa
  • Foreningen samler 120.000 psykoterapeuter og 128 forskellige organisationer, der arbejder med psykoterapi fra 41 lande i Europa.
  • Foreningen er baseret på “Strasbourg Declaration on Psychotherapy of 1990” og foreningen arbejder for at repræsentere og vedligeholde de højeste professionelle standarder for en fri og uafhængig psykoterapeutisk praksis, og opretholder høje standarder for europæiske psykoterapeuters kompetence og professionalisme
  • Dansk Psykoterapeutforening blev medlem af EAP i 1998
  • Dansk Psykoterapeutforening er udnævnt til NUO (National Umbrella Organization) og er dermed Danmarks kontakt til EAP.

Hvad arbejder EAP for?

EAP er baseret på “Strasbourg Declaration on Psychotherapy of 1990” og arbejder for at repræsentere og vedligeholde de højeste professionelle standarder for en fri og uafhængig psykoterapeutisk praksis samt opretholde høje standarder for europæiske psykoterapeuters kompetence og professionalisme.

I øjeblikket arbejder EAPs bestyrelse på at lobbye i EU for at få indflydelse på den udvikling og lovgivning, der udvikles i forhold til psykoterapeutiske standarder i de europæiske lande og i EU. Dette gøres bl.a. ved at stille relevant dokumentation og information tilgængelig for de politiske organisationer og regeringer i EU. Til dette formål har foreningen den seneste tid arbejdet på at få etableret en ny hjemmeside og flere nye materialer.

 

Hvad betyder EAP for dig som medlem?

  • Arbejdet for anerkendelse
    EAP arbejder på at få professionen anerkendt i EU, ligesom Dansk Psykoterapeutforening i øjeblikket arbejder på at få anerkendt professionen nationalt. Her giver samarbejdet med EAP inspiration, da der er nogle af de andre europæiske lande, der er nogle skridt foran os i dette arbejde.

  • EAP sætter kvalitetsstandarder
    EAP har igennem årene udarbejdet adskillige kvalitetsstandarder og politiske positionspapirer, som vi i Danmark løbende har ladet os inspirere af. Dansk Psykoterapeutforenings nuværende etikregler er eksempelvis blevet til på basis af EAPs arbejde.

  • Du kan blive certificeret som europæisk psykoterapeut af EAP
    EAP har udviklet et europæisk certifikat: the European Certificate of Psychotherapy (ECP), for at understøtte en standardisering af professionen i Europa. ECP blev etableret for at sikre en egnet fælles europæisk standard for uddannelse og træning af psykoterapeuter

Bliv certificeret som europæisk psykoterapeut

Som psykoterapeut har man mulighed for at ansøge om et europæisk certifikat og blive såkaldt ”ECP-holder”, som er et bevis på, at man lever op til EAP’s fælles europæiske standard for psykoterapeuter.

Det er den europæiske forening European Association for Psychotherapy (EAP), der har udviklet certifikatet ”The European Certificate of Psychotherapy” (ECP) for at sikre en egnet fælles europæisk standard for uddannelse og træning af psykoterapeuter. Et ECP-certifikat er særligt brugbart, hvis man planlægger at arbejde andre steder i Europa.

At blive ECP-holder koster 240 Euro som engangsbeløb. Herefter koster det 50 Euro om året. Som ECP-holder kommer man til at fremgå af EAP’s internationale onlineregister over psykoterapeuter, således at det er muligt at få opgaver på tværs af landegrænser.

Med ECP kan man desuden søge om WCPC, der er World Certificate of Psychotherapy, hvilket udstedes af World Council for Psychotherapy, der samarbejder med EAP.

Du kan læse mere om ECP på EAP's hjemmeside her

Krav til at blive ECP-holder

For at blive godkendt som ECP-holder af EAP er der en lang række krav om uddannelse og erfaring, som du skal opfylde. Det er således ikke alle psykoterapeuter, der kan blive godkendt. Du skal:

  • Være medlem af en forening, som har et klageorgan, fx Dansk Psykoterapeutforening.
  • Samlet set må din uddannelse – både grunduddannelse og psykoterapeutiske uddannelse – ikke have været på færre end 3200 timer, og uddannelserne skal være taget over minimum syv år
  • De sidste fire år af din uddannelse skal være i psykoterapi på mindst 1400 timer. Der er også krav om supervision og egenterapi.
  • Derudover skal man have minimum tre års universitetsuddannelse eller tilsvarende

Læs de specifikke krav til at blive ECP-holder her

Sådan ansøger du
  • Tjek om du lever op til ovenstående krav for at kunne ansøge
  • Saml al den nødvendige dokumentation (eksamensbeviser mm.), som skal indsendes til EAP sammen med ansøgningen
  • Udfyld de to nedenstående ansøgningsblanketter og indsend dem til Dansk Psykoterapeutforening på mail på kontakt@dpfo.dk eller post. Så hjælper vi dig med at få ansøgningen sendt afsted til EAP

Dokumenter til ECP-ansøgning

 

International Journal of Psychotherapy

Tre gange om året udgiver EAP det akademiske tidsskrift 'International Journal of Psychotherapy'. Tidsskriftet er et medlemsblad for både medlemsorganisationer og individuelle medlemmer af EAP.

Tidsskriftet rejser vigtige spørgsmål inden for europæisk og international psykoterapipraksis, faglig udvikling samt teori og forskning for psykoterapeuter og andre fagfolk, herunder også akademikere og studerende. Det udkom første gang i 1996 og har i dag ca. 120.000 læsere verden over.

 

International Journal of Psychotherapy

Læs seneste udgaver